Paint It Forward startede på Amager i 2020 med det formål at hjælpe borgere, der ikke har råd til at male deres hjem. Ved at indsamle brugbar restmaling og dele den ud til dem, der har mest brug for det, har vi forvandlet god kvalitets maling fra at være spild, til at være en værdifuld ressource. Vi hjælper med at skabe mere værdige og farverige hjem, støtter kunst- og kulturprojekter og sparer miljøet for unødvendig CO2-udledning.
Cirka 80% af den maling, vi uddeler, går til mennesker med lav indkomst såsom enlige forsørgere, førtids- og folkepensionister, studerende, sygemeldte samt kunstnere. De resterende 20% går til sociale og kulturelle projekter som upcycling workshops, kunstprojekter i lokalsamfundet eller kreative aktiviteter for børn, samt forskellige workshops som vi selv står for.
Vores succes bygger på stærke partnerskaber og et dedikeret fællesskab af frivillige. En stor del af vores maling kommer fra Flüggers testlaboratorium, hvor nye farver udvikles. I stedet for at destruere testmalingen donerer Flügger den til os, så den kan skabe værdi i stedet for affald.
Derudover modtager vi maling fra malerfirmaer og malermestre, som deler vores vision om en bæredygtig fremtid, samt udvalgte genbrugsstationer i København, hvor det er en blanding af private og mindre malermesterfirmaer som afleverer maling.
I dag har vi faste aftaler med firmaer som Selund, Viebke og West, PPG og diverse private malermestre samt tre af Københavns Kommunes genbrugsstationer (og vi planlægger at udvide til endnu flere). Pt uddeler vi omkring 2 ton om måneden, til glade og taknemmelige modtagere.
Vi kunne sagtens uddele meget mere, hvis vi havde tiden og midlerne til det.
Vi fordeler vores maling til mange forskellige grupper i samfundet, hvor de største grupper findes i personer i arbejde og studerende, ca. 17-18%.
Man skal være opmærksom på, at vi ikke spørger om modtagernes lønniveauer, men i samtaler under afhentning, virker det ikke til at være højtlønnede som bruger vores initiativ. Generelt modtager grupper som sygemeldte, pensionister, arbejdsøgende og kunstnere også en væsentlig andel, mens personer i flexjob modtager en mindre mængde - men at male hjemme, kræver også et vist overskud.
Den største mængde maling har vi uddelt til modtagere uden hjemmeboende børn, hvilket også inkluderer studerende og mennesker på pension.
Dernæst kommer enlige forsørgere med børn, og sidst, figurerer gruppen af samlevere med børn.
Vi har en vision om at få Paint It Forward ud i hele landet. Vi har allerede fået en søsterafdeling i Holstebro, som vi hjalp med at starte op. Holstebro-afdelingen har gratis lokaler, stillet til rådighed af Lejerbo, hvilket har gjort det muligt for dem at fokusere på det, der betyder mest: at samle brugbar restmaling ind og videregive det til dem, der har mest brug for det i lokalområdet. Initiativet har allerede vundet stor anerkendelse og modtog for nylig Vestforsyningens Grønne Pris. Vi er utroligt stolte af, at vores model forholdsvis nemt kunne udvides til en anden landsdel, og vi håber at kunne udvide denne succes til mange flere landsdele i Danmark.
Vi har allerede bevist, at vores indsats kan gøre en stor forskel i Københavnsområdet, men vi ved, at vi kan gøre endnu mere. Vores mål er at etablere lokale malingbanker i hele landet, så flere borgere samt sociale og kreative projekter kan få adgang til den maling, som ellers ville være kørt til deponering eller afbrænding.
Dette vil ikke kun forbedre livskvaliteten for modtagerne, men vil også mindske den samlede mængde af affald og CO2-udledning i Danmark. Hver liter brugbar maling, der ikke brændes, er et skridt mod en mere bæredygtig fremtid.
FNs Verdensmål
Verdensmål 10: Mindre ulighed
Vores primære modtagere er borgere med lav indkomst, som har begrænset adgang til ressourcer til at forbedre deres bolig. At bo i et værdigt og præsentabelt hjem bør være en rettighed for alle, og ved at tilbyde gratis maling hjælper vi med at skabe bedre levevilkår og livskvalitet for dem, der har mest brug for det.
Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Vi stræber efter at gøre vores byer og lokalsamfund mere bæredygtige og farverige. Gennem vores uddelinger hjælper vi ikke kun med at reducere affaldsmængden, men vi bidrager også til, at sociale og kulturelle projekter kan blomstre selv med små budgetter. Fra kreative sommerlejre for børn til udsmykning af fællesarealer – Paint It Forwards formidling af restmaling bringer farve og sammenhold til lokalsamfundet.
Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Hvert år bliver tonsvis af maling kasseret og brændt, hvilket bidrager til den i forvejen for store CO2 udledning. Hos Paint It Forward sørger vi for, at denne maling i stedet bliver brugt på væggene i folks hjem eller til kunstneriske formål. Vi arbejder på at minimere spild og fremme en cirkulær økonomi, hvor ressourcer bruges igen og igen.
Læs mere her: Paint It Forward og FNs Verdensmål
Der er mange måder at støtte Paint It Forward på. Du kan donere økonomisk, hjælpe med at sprede ordet om vores initiativ eller blive en af vores fantastiske frivillige. Hver eneste bidrag, stort eller småt, bringer os tættere på vores mål om en landsdækkende indsats.
Vidste du, at vi allerede har uddelt over 40 ton maling, som nu pryder væggene i hjem over hele København?
Vi vil udvide vores initiativ til hele Danmark. Med flere midler kan vi etablere partnerskaber med flere genbrugsstationer i andre landsdele og nå endnu flere borgere og projekter, der har brug for hjælp til at sætte kolorit på deres omgivelser. Hjælp os med at sprede budskabet om Paint It Forward – fortæl om os, del vores historie, og støt os, så vi kan udvide til hele landet!
Paint It Forward København
Lundtoftegade 23, kælderen
2200 København N
CVR: 42168459
Email: info @ paintitforward.dk
Mobil: +45 81 11 31 48
Telefontid: Mandage og onsdage 10-16.
NB: Vi beder om, at I selv læser op på hjemmesiden og/eller Facebook, før I ringer og spørger om de forskellige procedurer. Så hjælper I både os og jer selv ;-)
Kun åben efter aftale.
Se åbningstider på vores Facebookside
Paint It Forward Holstebro
Heimdalsparken 75
7500 Holsterbro
Email: paintitforwardholstebro @ gmail.dk
Paint It Forward Holstebro er sædvanligvis åben hver lørdag fra 10-12, men kan undtagelsesvis være lukket i ferier og ved sygdom.
Se opdaterede åbningstider på foreningens Facebookside